Nordkap 2006- Midtvejs

 

 

*      Starten

*      På toppen

*      Sverrig

 

27.juni

 

 

Hold da kæft, hvor har jeg sovet godt – og hele natten. Karen er heller ikke for godt vågen endnu, selv om klokken er halv ni. Jeg kigger op gennem taglugen, og kan se, at det er lidt overskyet.

Karen vågner og påstår, at det er min tur til at lave kaffe, men i løbet af et øjeblik har jeg fremført argumentet, at det i så fald er hendes tur til at køre bilen  - og så jeg får sengen for mig selv.

 

Vi nød morgenkaffen og morgenhyggen og besluttede at køre til den nært liggende Kjenndalsbræ, hvor man kan køre næsten helt frem og derefter gå de sidste få hundrede meter.

 

Vejen op til bræen var spærret for bilkørsel, og vi var ikke interesserede i 14 kilometer stejl fodtur. Vi kørte derfor lidt tilbage og op til Bødalsbræen. Her skulle vi også gå et stykke vej ad en afmærket rute. Manden, der opkrævede bompenge forklarede, at vi skulle gå ca. 1 time frem og det samme tilbage.

Det viste sig i øvrigt senere, at vi slet ikke betalte bompengene – vi fik kun vekslet og skulle vel selv trække billet i automaten.

Det var godt, at vi havde taget vandrefodtøj på, for den afmærkede sti var bestemt anderledes en vores havegange derhjemme. Der var mudder, stenskred og vandløb i mellem hinanden, og flere steder var der lagt interimistiske broer over det værste.

 

 

Ved Bødalsæteren hilste vi nogle på nysgerrige norske sæterkøer, og en gruppe spejdere der havde slået sig ned i små telte.

 

 

Efter ca. 3 kvarters legen ”jorden er giftig” kunne vi endnu ikke se nogen bræ, og da stien blev mere og mere ufremkommelig valgte Karen at vende om og begynde tilbageturen. Jeg gik lidt længere frem i håb om at få et glimt af bræen. Jeg havde lovet Karen kun at gå et kvarter længere og vende om.

 

Efter ca. 3 minutter kunne jeg se den, og fik lyst til at komme helt tæt på, og evt. hen at røre ved den.

Nogle steder skulle jeg gå på det bare grundfjeld, og jeg var virkelig glad for mine patruljestøvler, der var så bløde i sålerne, at de nærmest klistrede sig til de store stenmassiver.

Helt frem kom jeg ikke, men det gør ikke noget, jeg kunne se den des bedre på afstand. En kæmpe blok is, der skrider lige så stille ned ad hele tiden, men hele tiden bliver der dannet nyt længere oppe. Jeg ved ikke, hvor mange ha. bræen dækker, men det er enorme vidder.

 

 

Da jeg var nogle få hundrede meter fra bræens kant kunne jeg mærke kulden fra isen, og den blev stærkere jo tættere jeg kom på. Jeg så små røde blomster, der voksede tæt på iskanten sammen med et utal af andre vækster. Og overalt var der lavt birkekrat, der lige var ovre løvspringet.

Jeg gik i rask gang tilbage til parkeringspladsen, hvor Karen ventede. Det tog mig 35 minutter, men så havde jeg også fået dagens motion til hele kroppen.

 

Om eftermiddagen kørte vi de få km ind til Loen, hvor vi gik en tur og spiste is. Det er en utroligt smuk by, der ligger omkring vigen. Byen domineres af flere turisthoteller, men disse er alle bygget i harmoni med området, og er absolut ikke skæmmende for helhedsindtrykket.

 

Vejret var blevet dejligt, og vi nød solen ved campingvognen resten af dagen.

Aftensmaden var dåsegullash og kartoffelmos. Det smagte godt, men godt at man ikke er soldat på øvelse i en uge, og skal klare sig - - -, men formentlig en god slankekur.

 

 

28. juni.

 

Vi gør klar til at køre fra Loen mod Geiranger og senere mod Dombås og Oppdal. Det er et rigtig dejligt vejr, og det er let at pakke ned, når solen skinner og tingene er tørre.

Vi købte yougurt i går, og det smagte dejligt til morgenmaden, som vi nød, mens vi kiggede ud over Loenvatn, som man siger her i Norge.

 

Vi betalte overnatningen med Visakortet, og den rare dame i receptionen gav os 2 stempler i et kort. Når vi har overnattet i alt 7 gange på en campingplads, der er tilsluttet samme organisation, får vi en gratis overnatning. Nu må vi se, om vi finder flere af den type op over, men det ser ikke sådan ud på kortet.

 

Snart var vi på farten igen, og det gik rask langs vandet mod Stryn, hvor vi tankede – om ikke billigt – så dog 13 øre billigere end konkurrenten 200 m længere fremme. Vi gav 11,89 kr. pr. liter.

Der er forunderligt lidt trafik på vejene, og det må vel være fordi, feriesæsonen endnu ikke er rigtig begyndt. Men for os er det rart. Vi kan med god samvittighed sætte farten betydeligt ned, når der er noget rigtig rart at se, og det er der meget af tiden.

 

 

Vi kørte op gennem tunellerne i Strynfjeldet og derefter til venstre af rigsvej 63 mod Geiranger. Vi kørte også denne tur for 30 år siden, men vejen var nu blevet betydeligt udvidet og mere jævn, så det var absolut ikke besværligt at køre.

 

 

Et lille ophold ved Djupvasshytta fik os til at fryse, selv om solen skinnede. Der lå sne og is omkring hytten, og der flød is i vandet, og det kølede luften meget af. Vi lod os dog alligevel friste og købte en is.

 

Så gik det ned mod Geiranger – et af målene for vor tur. Mange steder falder vejen med 10 %, så det er virkelig nødvendigt, at køre i lavt gear. I et af svingene mødte vi en stor turistbus, som var halvvejs rundt i svinget, inden vi kunne se ham og standse i god tid, så han kunne komme rundt. Vi måtte til at bakke – ca 40 meter, og med en hældning på 10 % er det sin sag at bakke opad med en campingvogn. Men det gik nu ganske gnidningsløst. Campingvognen brokkede sig lidt i påløbsbremsen, da den mærkede modstand men det fortog sig.

 

 

Snart kunne vi Geirangerfjorden, og i dagens anledning var der hele 4 krydstogtskibe inde. Det var også at mærke i selve byen. Omkring 30 busser ventede på, at køre turister rundt til de forskellige attraktioner i området, og det var stort set umuligt at finde en parkeringsplads til både bil og campingvogn. Geiranger camping havde udvidet territoriet med en stor græsmark, og da der stod velkommen på et stort skilt kørte vi ind på marken og slog fødderne ned. Der var masser af plads, og vi følte os ikke forpligtiget til at anmelde os i receptionen. Vi skulle jo også kun parkere en times tid eller så.

 

Efter frokost, gik vi en tur langs havnen og så på de forskellige tiltag, som foretagsomme nordmænd havde iværksat for at lokke penge af især krydstogtturisterne.

 

Vi kiggede op mod Ørnevejen, der var helt klar og tydelig at se i det dejlige vejr, og snart gjorde vi os klar til at køre op over.

 

 

GPS-en viste færge, og snart var vi i Eidsdalen, hvor vi måtte vente ca. 10 minutter på færge til Linge. Selve turen varede ca. 15 minutter og kostede 174 norske kroner.

 

 

Fra Linge kørte vi mod Åndalsnes. Dalen vi kørte i var meget frugtbar, og vi så store jordbærmarker, og flere steder også drivhuse. Faktisk dyrker man på de sydvendte skråninger både ferskner, abrikoser og valnødder.

 

 

Ved Gudbrandsdjuvet drak vi kaffe og nød det betagende syn af djuvet, hvor vandet fosser ned gennem den smalle passage.

 

Det gik støt og roligt op over fjeldet, og efter 35 km var vi klar til at køre ned ad Trollstigen. En vej, der stort set er anlagt på hylder på den næsten lodrette fjeldside. Den er imponerende smuk, som den slynger sig ned ad fjeldet i 11 store men skarpe hårnålesving. Hvis man lider af svimmelhed, skal man ikke se ned over vejen, inden man påbegynder nedstigningen.

 

I Åndalsnes slutter rigsvej 63, og vi kørte til højre ad E136 mod Dombås. Det var vor mening at finde et sted at overnatte, men vi er enige om, at vi ikke vil overnatte i fjeldet. Vi kom til Bjorli, hvor et skilt viste camping, men det viste sig kun at være hytter, og medførte en 100 meter bakketur ad en smal vej. Lidt længere fremme, på den sydlige side af vejen forkyndte et skilt, at her var Bjorli Camping. Vi kunne se nogle få campingvogne med skur og nogle hytter, samt en forholdsvis pæn villa. Vi kørte ind på pladsen, og kunne straks se, at her kunne vi fint være natten over. Jeg ringede på husets hoveddør for at melde til, og blev noget overrasket, da kvinden, der lukkede op, snakkede dansk. Hun var faktisk pæredansk - fra Kalundborg - og havde boet i Norge i ca. 20 år. Hun arbejder i et entreprenørfirma med kontor i Frederikshavn, men med de fleste aktiviteter i Norge. Hun påstod, at en overnatning uden strøm men mod behørig kvittering, kostede 50 kr., og det betalte jeg selvfølgelig med glæde. Vi fik en lang snak om både det ene og det andet men mest om hende. Hun var ca. 40 år, og havde oplevet en del i sin tid. Først skiskole, så uddannelse til lærer og derefter direktør for et skisportshotel, og nu altså ansat i Frederikshavn men bosiddende i Norge med ansvar for nogle entreprenøraktiviteter.

 

 

Foruden os er der et ungt par fra Schweiz på campingpladsen – de bor i et lille telt.

 

Vi spiste kødsovs med skruer, og som forret fik vi en dejlig hummersuppe – suppen var fra dåse, og hummeren havde ingen fingre.

 

Efter aftensmad gik vi en tur i området. Solen skinner stadig nu kl. halv elleve, men det er halvkoldt, og der blæser en skarp vind.

 

Det var en lang smøre i dag, men vi har også oplevet meget.

 

 

29. juni.

 

Vi har nu været af sted i en uge, og vi bliver mere og mere glad for vor nye campingvogn, der er rigtig dejlig at rejse i og med.

Jeg tager endnu et par billeder på Bjorli camping, inden vi kører fra pladsen.

 

 

GPS-en er sat med destination Nordkap, og viser 1819 kilometer tilbage. Vi har ind til nu kørt 1794 kilometer, så det vil altså sige, at vi er ca. halvvejs. Vi kører fra Bjorli kl. godt 10 og nu går det i lange sving ned ad mod Dombås, der ligger ca. 60 km længere fremme ad E136.

 

Det er et pragtfuldt vejr – solen skinner, og der er allerede 15 graders varme. Det har ellers været koldt igen i nat. Kun 7 grader, da vi gik i seng ved 24-tiden.

 

I Dombås gør vi et lille ophold for at tanke forholdsvis billig diesel og for at købe lidt ind i det lokale supermarked, der her hedder Coop Mega. Vi køber 2 brød, 10 små kartofler og en flaske dressing, og slipper med at betale ca. 75 kr.

 

Fra Dombås kører i op over Dovre-fjeldet, og nu begynder der at være turisttrafik. Vi ser mange danske turister i begge retninger, en del tyske og rigtigt mange hollændere. Vi har planlagt at køre til Trondheim i dag og videre der fra i morgen.

 

Vi priser de norske vejmyndigheder for de temmelig gode veje, vi har kørt på ind til nu. Vi kan se, at der sket en stor forandring til det bedre siden vi var her for næsten 30 år siden.

 

Igen i dag bliver det til en rigtig dejlig tur helt uden problemer. Et sted må vi dog holde i kø i ca. 10 minutter, da der er vejarbejde. En venlig pige går langs køen og fortæller, hvorfor og hvor længe vi skal holde i køen.

 

Da vi nærmer os Trondheim, kan GPS-en ikke rigtig guide os mere, for der er anlagt en ny motortrafikvej uden om byen. Vi fortsætter dog trøstigt frem ad E6 mod Narvik, og det er vor hensigt at køre ind på Vikhamar campingplads ca. 15 km efter Trondheim. Denne plads var vi også på for 30 år siden.

 

Pludselig skal vi dog til at betale bompenge for at køre på vejen, og det har vi ikke lige lyst til, for vi skal kun  nogle få km længere frem. Karen opdager, at der går en vej fra ved selve bomanlægget, og den tager vi så i håbet om at finde den gamle hovedvej mod Vikhamar.

 

Det lykkedes også og efter ca. 5 kilometers kørsel og lidt flere rundkørsler og dobbelt så mange hastighedsregulerende bump, kører vi ind på campingpladsen.

 

Pladsen ligner de fleste andre her i området, og det er helt tydeligt, at der satses på turister i hytterne frem for i campingvogne. Der er stort set ingen kontrol med, om man kører ud eller ind, og receptionen lukker først på aftenen. Så er der et mobilnr. man kan ringe til, hvis man kommer og vil leje hytte. Hvis man vil campere, kan man bare køre ind.

Det tog os kun et øjeblik at stille op – vi er jo også ved at være vant til det – og så kørte vi tilbage mod Trondheim for evt. at finde et cafeteria i et varehus, hvor vi kunne spise.

Trondheim har i lighed med alle andre storbyer ændret sig i de sidste 30 år, og havneområdet er nu overtaget af store centre med masser af butikker. Der er også mange steder, hvor man kan få lidt at spise, men hele området er blevet in-sted, ligesom Nyhavn i København, og alt var optaget. Det passede os nu egentlig også udmærket for en pizza margaritta kostede 100 kr. og en lille øl kostede 55.

 

Vi gik en dejlig tur og nød området og var glade for at se de rigtigt mange mennesker, der var på gaden i det gode vejr.

Mange var kørt på cykel til skanseområderne på Christianssten og havde medbragt mad, engangsgriller og tæpper, og der var mange små grupper, der hyggede sig sammen på skråningerne.

 

 

Vi kørte tilbage til campingpladsen og fik en herlig 3-retters menu. Først aspargessuppe, derefter hakkebøf og til dessert fik vi is.

 

 

30. juni.

 

Det var et herligt vejr i Trondheim, da vi stod op. Vi nød morgenmaden og morgenhyggen under Skyggen og gjorde snart klar til at køre nordover. Desværre var campingpladsens afdeling for mandebrusere under reparation, og da Karen på det bestemteste forbød mig at gå ind til pigerne, måtte jeg nøjes med en truckervask.

Kl. var halv ti, da vi kørte fra pladsen og drejede til venstre mod Narvik, som der stod på skiltet. Der stod også, at der var 849 km., men ikke hvor lang køretid, man skulle beregne.

 

Nå – vi tog hul på dem og betalte gerne 10 kr. i en automat, da vi blev bedt om det. Så kunne vi nemlig køre et langt stykke på den nye motortrafikvej og slippe for rundkørsler, bump og andre hastighedsregulerende foranstaltninger. GPS-en nægtede kategorisk at deltage i vejvisningen på denne nye rute, og det endte med, at den kørte så sur i det, at den frøs fast i et billede af en nyanlagt rundkørsel nord for Trondheim. Det var umuligt at få den væk fra billedet, og det kunne ikke lade sig gøre at slukke for den. Til sidst blev jeg nødt til at hive batteriet af, og det resulterede selvfølgelig i, at al data forsvandt fra den. Jeg har selvfølgelig ikke al softwaren med til den, så vi må klare resten af turen uden. Det kan vi også sagtens – vi skal bare have solen i ryggen midt på dagen og ind fra venstre om eftermiddagen. Når vi ikke kan komme længere, kører vi lidt tilbage igen og ind i Finland, og der virker GPS-en ikke alligevel. Vi har for resten heller ingen kort over Finland.

 

På campingpladsen i Trondheim var et ældre – altså noget ældre en os – engelsk par, der var på ferie i den mindste autocamper, jeg nogensinde har set. De er sikkert også på vej til Nordkap, og hvis vi ser dem igen, vil jeg gerne se, hvordan vognen er indrettet.

Vi kom i øvrigt til at køre bag dem ca. 50 km først på eftermiddagen, men de kørte ind på en campingplads allerede kl. 16. Måske ser vi dem senere.

 

Vi havde i øvrigt en pragtfuld tur op over mod Steinkjer og senere mod Mosjøen. Turisttrafikken er taget noget af her nord for Trondheim, men vi har dog set nogle få danske og en hel del hollandske campister.

 

 

Vi kørte ind i Nordnorge og op over vildmarken. Det betød, at der kun var sporadisk beboelse, en lille smule jagthytter, men slet ingen byer.

 

 

Vi stoppede i Mosjøen for at handle lidt ind til aften og for evt. at overnatte på campingpladsen, der ligger lige ved vejen. Et stort indkøbscenter indeholdt flere supermarkeder, bl.a. ICA, og der gjorde vi vore indkøb. Vi manglede æg og noget til aftensmad. Vi købte 4 dejlige nakkekoteletter og 2 bagekartofler men afstod fra at købe ind til salat, idet grøntsager var alt for dyre, og vi bliver jo nødt til at smide alt for meget væk. Vi blev derfor begejstrede, da vi midt i butikken så en nedkølet salatbar, hvor vi selv kunne fylde i en bakke formedelst 9,90 kr. pr kg. Salaten var heller ikke særlig køn, men lidt grønt kunne vi da få til en overkommelig pris. Det viste sig i øvrigt senere – alt for sent – at salaten kostede 9,90 kr. pr 1/10 kg., så vi betalte ca. 40 kr. for en lille bakke – og så brokker vi os, når Jensens Bøfhus vil have 29 kr. for fri salatbar.

Det er fa´me ikke så mærkeligt, at kaniner ikke kan overleve i Norge med de priser på grøntsager.

 

Vi slog os ned på campingpladsen, hvor der er utroligt mange hollændere. Da vi ankom, var de i færd med at trække kabler på kryds og tværs til deres store mobile parabolmodtagere. Der var kun et enkelt sted uden træer, og der stod så alle parabolerne. Jeg følger jo ikke for godt med i sporten, men måske skal Holland spille en eller anden vigtig kamp i TV i aften.

I øvrigt er pladsen rigtig god. Der er køkken med kogeplader, varmt vand og mikroovn til gratis afbenyttelse, og til min store glæde var det ganske gratis at tage varmt bad. Jeg kompenserede for truckervasken i morges ved at gå i bad, inden jeg drak min eftermiddagsøl.

Vi hyggede os under skyggen, mens bagekartofterlerne og koteletterne blev færdige på grillen, og senere på aftenen gik vi en tur og købte is – ingen udflugt uden is.

 

 

1. juli

 

Der var 23 graders varme, da vi var færdige til at køre fra Mosjøen. Solen skinnede, og vi glædede os til turen op over – først mod Mo i Rana og derefter mod Polarcirklen. Det var en igen en flot tur med masser af blomster langs vejsiden, men nu er vejen blevet smallere, og flere steder kan man ikke passere modkørende på broerne.

 

 

Vi blev overhalet af en nordmand med campingvogn. Han var vist ikke helt klar over, at han havde campingvognen med, for han svingede ind foran os så hurtigt, at han var tæt på vores forreste hjørne. Vi så ham noget senere på en rasteplads, hvor han var ved at lufte hunden.

 

Kort tid efter vi havde forladt denne rasteplads, så jeg ham igen i spejlet, og da var han ved at overhale en personbil. Jeg forventede, at han ville overhale os også, men jeg blev dog lidt overrasket over stedet og måden. Han kom drønende bag fra et sted, hvor der ikke måtte overhales, og denne gang smed han skidtet ind så hurtigt, at jeg måtte undvige til højre for at undgå påkørsel. Heldigvis så vi ikke mere til ham.

 

 

Vi gjorde holdt på polarcirklen og spiste vores frokost. Der var rigtig mange, der holdt på parkeringspladsen og spiste og fotograferede linien. At denne så ikke er helt korrekt angivet betyder mindre, for rent faktisk flytter linien sig i disse år med ca. 15 meter om året i nordlig retning. Nå skidt med det – vi skal jo nord på, og skal nok komme til at passere den i virkeligheden også.

 

Nogle km før Fauske drejede vi vestpå ad vej 812 mod Saltstraumen og Bodø.

Flere steder så vi får og lam, der havde lagt sig til rette i vejsiden – altid et sted, hvor der var autoværn – gad vide, hvorfor.

Da vi nærmede os Saltstraumen skyede det til, og temperaturen faldt fra 23 grader til 13 grader i løbet af ganske kort tid. Det begyndte at regne, da vi ankom, men vi parkerede bilen under broen, der fører over Saltstraumen og drak en kop kaffe.  Det blev næsten tørvejr, og vi gik en tur for at se på de enorme strømhvirvler, der dannes, når havet går gennem den smalle passage ved ebbe og flod.

 

 

Der er mange der fisker i vandet, og tusindvis af måger fouragerer også her.

Da det forsatte med at regne, kørte vi mod Bodø og drejede østpå ad rigsvej 80 mod Fauske. Kl. var ca. 1930, da vi kom til Fauske og kørte ind på campingpladsen, der ligger lidt væk fra vejen i den vestlige del af byen. Pladsen er udmærket, og det koster kun 130 kr. at være her. Et bad koster til gengæld 10 kr.

 

Vi stillede op og spiste aftensmad. Vi havde en lille rest kartoffel og grillet kotelet fra i aftes, og det skar Karen i terninger og varmede i en dåse forloren skildpadde. Det smagte ganske dejligt.

 

Der er 4 hold danskere på pladsen foruden os. De 3 hold bor i hytter og det sidste i campingvogn.

 

Nu er kl. halv ti, og solen skinner igen – om end ikke fra en skyfri himmel. Regnen har kølet luften godt af, så det er køligt uden for, og vi sidder inde.

Vi har købt et dejligt franskbrød, og i aften skal vi have kakao med smørsmurte madder til – mums.