Nordkap 2006 – På toppen
Starten	Midtvejs	Sverrig

2. juli.

Det var et herligt vejr, da vi vågnede kl. halv ni. Der var meget stille på pladsen, og da den lå lidt fra alfarvej, kunne vi heller ikke høre nogen trafik. Vi nød morgenkaffen under Skyggen, og den jogurt vi købte for et par dage siden, har det stadig godt i køleskabet. Vi var lige ved at være færdige, da det skete – pludselig så jeg bilen igen. Lidt skråt over for os på campingpladsen holdt den idiotiske nordmand fra i går. Han havde startet bilens motor og sad og ventede på, at konen, der var gået på baderummet med sin toilettaske, skulle komme tilbage. Det varede ca. 5 minutter, inden hun kom, men så var familien også køreklar.

Jeg kan ikke helt forstå, hvad der fik manden til at stive sit ego af ved at sidde bag rattet. Konen var meget pæn – især da hun havde fået sat håret – men hunden var et grimt gespenst. For ikke at såre nogen, vil jeg ikke nævne racen.

Manden startede bilen – en Zuzuki 4WD – med hjulspind da han kørte fra pladsen. Vi så dem ikke mere resten af dagen.

Vi kørte gennem Fauske mod Narvik, og igen i dag passerede vi utallige skønne steder. Der var stejle stigninger mange steder – helt op til 8 % - men der var ikke nogen hårnålesving, så det var let at køre. Vejene var også jævne. Vi kørte meget af tiden inden døre, selv om vejret var dejligt. Vi kom igennem et utal af tunneller – nogle på kun ca. 100 meter – andre helt op til 5 km.

På et højdedrag med milevidt til nærmeste beboelse – ca. midtvejs mellem Fauske og Bognes – så vi en mand med en cykel med anhænger. Manden stod på en vigeplads og rodede i anhængeren, og jeg sagde til Karen, at her havde vi den lokale reklameomdeler.

Vi stoppede lidt længere fremme for at fotografere det skønne område, og jeg kunne ikke lade være med at rette kameraet mod manden, da han kom kørende.

Han standsede grinende bag ved campingvognen, og tiltalte mig på engelsk. Jeg svarede igen, og vi fik en lille snak om vind og vejr, og da jeg spurgte ham omhvorfor han som englænder havde forvildet sig helt til Norge på cykel, blev han lidt ked af det og fortalte, at han var pærenorsk og fra Bergenområdet. Vi blev nu enige om at snakke norsk og dansk, men som han sagde – de fleste turister, som var i området, kunne ikke forstå norsk, men det lykkedes altid at få en samtale i gang på engelsk.

Vi fik en længere palaver, og han fortalte, at han havde sat sig det mål at ville køre samtlige norske fylker igennem på cykel i år. Det var blevet lidt af en trend at cykle fra nord til syd i Norge, men nu ville han altså prøve noget andet. Han havde hørt om en kvinde, der var cyklet fra Vardø i øst til Bergen i vest, men han synes ikke, at det var helt nok, så han ville udvide turen lidt og køre i alle fylker.

Han startede fra det østlige punkt nord for Bergen for 3 uger siden, og kørte lidt rundt i fjordlandet, inden han satte turen nordover. Han kørte ca. 125 km om dagen, og medbragte mad, drikkevarer, telt og sovepose i sin trailer. Nu skulle han køre til Nordkap, og derfra mod syd og øst til Vardø – en tur på ca. 1300 km. Han havde billet til hurtigruten fra Vardø den 14. juli, og billetten gjaldt til Bodø. Derfra ville han tage toget til Oslo, hvor han ville cykle mod syd gennem de sydlige fylker, og til sidst hjem til Bergen. Når turen er til ende om ca. 1 måned skal han på ferie sammen med familien, og denne gang i en hytte på fjeldet.

Han fortalte videre, at han var afdelingsleder i en virksomhed, der beskæftigede folk, der ikke kunne have et normalt arbejde – Mon ikke det er det samme som vi kalder et beskyttet værksted.

Han havde haft hjerteproblemer og var blevet opereret 2 gange, men lægen havde fortalt ham, at det ikke burde være til hinder for, at han kunne gennemføre den planlagte tur.

Han grinte meget, da jeg fortalte ham, hvorfor jeg fotograferede ham og sagde, at han ikke gik med reklamer, han var bare en tosset nordmand, der havde fået en skør idé, og at han var klar over, at han i øjeblikket lignede en vildmand.

Ha´ det bra, råbte han og hoppede på cyklen igen. Da vi overhalede ham lidt efter, vinkede han, så længe vi kunne se ham i spejlet.

I Bognes var der en times ventetid på færgen til Skardbjerget. Vi benyttede ventetiden til at spise frokost i campingvognen.

Billettøren bedømte vores bil og campingvogn til at være under 10 m. og det kostede 186 NKR for at sejle i ca. 25 minutter i en supermoderne færge, der selvfølgelig havde redningsflåder fra Viking i Esbjerg

Vi følte lidt, at vi kørte fra et dejligt mildt område af Norge til noget mere barskt, og det var også delvist rigtigt. Vi skulle ikke ret højt op fra kysten, inden træerne ikke var mere en 2 til 3 meter høje, og rester af sne lå mange steder helt ned til havoverfladen.

Vi kørte også gennem utroligt smukke dale med masser af blomster. Et enkelt sted, så vi hel stor skråning – vel omkring en halv ha der var fyldt med blå storkenæb og ind i mellem totter af hvide skarntyder.

Mange steder var vejkanten også kantet med små gule blomster.

Da vi ankom til Narvik fik vi lyst til en lille tur i byen. Først kørte vi ned på havnen, hvor vi holdt på et dejligt stille område med et lille anlæg og drak kaffe og spiste is. Senere kørte vi ind midt i byen, hvor et stort skilt viste vej til turistparkering med campingvogne ca. 500 m til venstre. Det var jo herligt, for normalt et det svært at parkere et træk midt i byen, med mindre man lægger beslag på 4 -5 parkeringsbåse ved et supermarked.

Lige i nærheden af parkeringspladsen kunne vi se anlægget, hvorfra der udskibes malm. Malmen kommer i tipvogne fra Kiruna i Sverige, hvor det brydes. Anlægget er i dag automatiseret i stor stil, og kun ca. 200 mand er beskæftiget. Tidligere var ca. 1200 beskæftiget med udskibningen.

Efter at have tanket diesel på Toyotaen – kun 27 liter – kørte vi nordpå. Stadig på E6, men nu er retningspunkt Alta.

Vejret skyede lidt til i løbet af eftermiddagen, men det var tørvejr

En tilfældig vejkro i Forsbakken reklamerede med camping og hytter. Der kørte vi ind og betalte 110 kr. for en overnatning, og så kunne vi selv finde en plads på græsmarken bag kroen.

Det var let at finde plads, for der var kun os, og der var også tomt ved de ca. 10 hytter, der findes her. Vi nåede ikke meget mere end ud af bilen, før vi blev overfaldet af myg – nogle små hidsige bæster, der tilsyneladende ikke har lugtet ordentligt menneskeblod længe. Jeg burde måske have taget lange bukser og en skjorte på, for jeg blev stukket ca. 10 steder på benene og på hænderne og i hovedet i løbet af de 5 minutter det tog at sætte støttebenene ned. Et lille myggekollektiv angreb et særligt lækkert sted på mit lår, men ingen af angriberne overlevede overfaldet.

Det blev nødvendigt at forskanse sig i campingvognen, og her sidder vi nu og iagttager myggene, der forsøger at komme ind gennem myggenettet.

Karen lavede kartoffelmos og varmede en dåse cocktailpølser i en dåse chiligryde, og der var masser af bønner i gryden – vi behøver vist ingen myggenet i nat.

Og det var så alt for i dag, men vi skal vel lige have

3. juli.

Regndråberne faldt let på taget, og vi vågnede ved det ret tidligt. Der var ingen grund til at skynde sig alt for meget, så vi blev i sengen en times tid mere.

I dag fik vi så jogurt til morgenkaffe sammen med vores normale morgenmad – juice, kaffe, æg, brød, ost og marmelade.

Der var kun 2 par foruden os på pladsen, så der var plads nok i servicebygningen, selv om der kun var et toilet og en bruser til hvert køn.

Et herligt bad blev det til for os begge. I mændenes afdeling bestod bruseren af en brusekabine ligesom den Olsen satte op i Huset på Christianshavn. Her i Forsbakken var gulvet bare lidt mere skævt, så hele arrangementet stod og gyngede faretruende. Det hjalp selvfølgelig, hvis man kunne stå stille, men blandingsarmaturet var noget slidt i automatikken, så pludselig var vandet skoldhedt – eller også fik man det direkte fra elven.

Det lykkedes dog at holde skidtet i lodret position og finde en passende badetemperatur, og så var det ganske behageligt – især da det var gratis.

Ved ni-tiden var vi klar til at køre, og snart gik det op over mod Alta. Vejen til Alta går i en store buer langs med fjordene – af og til op over fjeldet - og slutter med at gå ca. 20 km i sydlig retning inden Alta.

Selve turen til Alta forløb helt uden problemer. Vejene var gode og uden de helt store stigninger, men der var utroligt mange sving langs vandet. Igen i dag kørte vi flere gange gennem tunneller. Det regnede meget af tiden, og flere gange kørte vi i skyerne.

Selve området er nu mere øde, og kun langs vandet er der lidt landbrug m.v. Det ser ud til, at man i dette område supplerer indtægten med fiskeri, for der lå små fiskerkutteragtige både overalt, og på de få flade stykker stod stativer med net over – tilsyneladende beregnet til at tørre fisk på. Det er sikkert ikke sæson for den slags fiskeri i øjeblikket, for kun et enkelt sted, så vi nogle få tørrede fisk på stativet.

Trækket blev vendt 180 grader for at komme til at holde godt på rastepladsen, hvor vi spiste frokost.

Vi standsede hos den lokale landhandel i Sørstraumen for at købe lidt til kaffen. Det var en rigtig handelsstation, hvor man klarede det hele. Der var almindelig butik, postbutik, bibliotek, pølsevogn, kaffebod, internetcafe, og det hele var stort set rodet sammen i samme lokale. Det blev til en pakke rugbrød og en skærekage. Begge dele kostede, som meget andet i butikken 19,90 kr.

I dag så vi den første renflok ca. 50 km før Alta. Flokken gik på en øde fjeldskråning helt ud til vejen, og de var helt klart vant til at se biler, for de ænsede os ikke. Lige efter at have passeret flokken kørte vi ind i en sky, hvor sigtbarheden kun var ca. 20 m. Det var bestemt ikke behageligt, for vi vidste, at der var sving på vejen, og anden trafik, og der kunne jo også pludselig stå en ren på vejen. Nå – vi kørte ganske langsomt, og efter nogle få hundrede meter kom vi ud af skyen, og kom til at køre langs med den.

Vi ankom til Alta ved 18-tiden, og fandt straks en campingplads først for i byen og helt nede ved elven. Det er en dejlig plads – Alta river Camping – og der er stort set ingen myg. Det gik hurtigt med at stille op, for vi ville køre de sidste par km ind til byen for at få tanket diesel på Toyotaen og evt. finde lidt til aftensmaden.

I den lokale Kvickly – her hedder det COOP Mega – solgtes grillkyllinger med pommes frites og grøn salat for 55 kr., og det kunne vi slet ikke stå for. Vi tog 2 halve med hjem til campingpladsen og spiste inde i vognen.

Det begyndte at regne mens vi spiste, og nu har det regnet de sidste 3 timer. Der er ikke meget aktivitet på pladsen – folk sidder inden døre i hytter og campingvogne og hygger sig.

Vi tog et slag Triominos, som jeg vandt –stort.

4. juli.

Klokken var 1544, da vi betalte for at køre ind på platauet på Nordkap efter 3850 kilometers kørsel. Det var en herlig fornemmelse. Vi kunne kun se 10 meter frem, da vi kom, for en sky lagde sig lige over området, men den blæste væk igen med det samme. Den venlige pige i billetlugen startede med at ønske os velkommen til Nordkap – Hun kunne ikke sige, hvordan vejret ville arte sig resten af dagen, men i øjeblikket er det meget barskt. Vi kørte ud på plateauet og vendte campingvognen, så vi kunne se direkte ud over havet i nordvestlig retning. Det regnede og blæste temmelig kraftigt, så vi skyndte os at sætte campingvognens fødder ned på grundfjeldet, for ikke at blæse væk.

Vi fejrede ankomsten med et glas øl – og for mit vedkommende også en dram – og derefter fik vi varm kakao og smørsmurt franskbrød. Vi var nødt til at tænde op i pejsen, for det var hundekoldt, og vi var allerede småvåde – men hold da op – en fornemmelse at stå her på toppen af Europa og vide, at vi gjorde det.

Dagen startede ellers med regn efter en hel nat med regn, og vi opdagede, at vi havde stillet campingvognen på det laveste sted på pladsen – altså bortset fra midten af elven. Der stod omkring 10 cm vand overalt omkring os, og vi kunne ikke undgå våde fødder. Efter morgenmad pakkede vi sammen, og regnslaget fra Østjydsk bank blev luftet godt og grundigt, da jeg tog det på . Det blev i øvrigt også vådt. Det var for en gangs skyld sjovt at skrue fødderne op, for underlagene flød ovenpå, og så var det med at få fat på dem, inden de sejlede ind under campingvognen.

Klokken blev næsten elleve, inden vi kørte fra pladsen med retning mod Nordkap.

Som det fremgår af skiltet skulle vi kun køre 240 km i dag, og det kom også til at passe. Den første del af turen gik op over et fladt stykke højfjeld, og her var det let at køre. Senere, da vi kørte fra E6 og ind på E69 blev vejen noget vanskeligere, men det var stadig en god vej. Det gik meget op og ned, og der var mange sving på vejen – men smukt var det. Vi kørte op langs kysten det sidste stykke mod Nordkap gennem Honningsvåg og gennem tunnelen under vandet for at komme til øen Magerøya, hvor Nordkap ligger.

Det kostede kun 186 kr. at køre under vandet gennem den ca. 8 km lange tunnel, men vi kommer sikkert til at betale det samme for at køre den anden vej – og der er ikke nogen alternativer.

Vi havde regn hele dagen, og da vi nærmede os Nordkap begyndte det også at blæse kraftigt. Vejen op til Nordkap er ikke forsynet med autoværn, og det er en noget barsk tur, for den er heller ikke særlig bred. Vi så renflokke flere steder langs vejen.

Da vi havde stillet op og fejret ankomsten, pakkede vi os godt ind og vovede os ud på plateauet. Vi kunne på dette tidspunkt ikke se i hvilken retning vi skulle gå for at finde Nordkaphallen, men pludselig lettede tågen, og vi kunne finde vej.

Nordkaphallen, der er bygget ind i klippen, er et pragtfuldt bygningsværk og helt nødvendig at besøge som turist. Der er flere udstillinger om livet omkring Nordkap, og turismen på selve Nordkap. Vi så en dejlig film i videobiografen og bestemte os til at købe den, hvis den kunne fås i kiosken. Den vil være et godt minde at have fra turen.

Der er en dejlig restaurant i Nordkaphallen, og vi bestemte os til at fejre dagen med at spise der, når der serveres buffet mellem kl. 2000 og 2300.

Da vi gik op mod restauranten holdt der 4 store turistbusser på pladsen foran hallen.

Vel ankommet til restauranten fandt vi et bord til 2 helt ud til panoramaruderne mod nord. Det var et herligt sted, og vi kunne overskue hele området. Det var stadig uvejr med regn og rusk, og solen var absolut ikke at se. Ind i mellem kom en sludbyge, og der var kun 50 – 100 m sigt.

Buffeten var dejlig – først 2 slags suppe at vælge mellem (eller evt. tage en portion af dem begge), og derefter 2 forskellige slags varm fisk og fiskefrikadeller. Der var svinekotelet, stegt kylling og rensdyrkarbonade, og et par gode kolde pasta- og rissalater manglede heller ikke. Der var grøntsager, kartofler og kogt ris som tilbehør foruden en dejlig salatbar. Der var dessertbord med pandekager og forskellige slags mousser, og til slut var der kaffe – alt sammen ad libitum. Vi købte et par flasker rødvin til at binde det hele sammen med, og så gik vi ellers i gang med det gode fortsæt at blive siddende til midnat.

Ved 23-tiden klarede det lidt op, og 2315 var solen lige igennem et øjeblik. Vi sad og kunne følge og nyde det hele. Kvart i 12 viste solen sig fra sin venlige side og var helt fremme i næsten 10 minutter, men lidt i 12 var den helt væk bag skyerne. Skidt med det – vi havde fået sådan en på opleveren, som vi måske ikke helt havde turdet håbe på. Af bare begejstring hentede vi en kop gratis kaffe mere.

Og andre oplevelser fik vi da også med - en lille kernefamilie bestående af far, mor samt en dreng og en pige i nærheden af konfirmationsalderen kom gående inde fra Nordkaphallen og ud på det åbne stykke. Faderen bar en øl og drengen et glas. Moderen bar en cola og pigen et glas. De stillede sig i læ bag muren, og vi blev enige om, at de ville fejre midnatssolen. Jeg kunne godt se, at fatter havde svært ved at holde sig fra øllet. Han snuste flere gange til flasken, men han holdt sig skindet. De fordelte øl og cola i glas og flasker, og lidt i 12, kunne vi se, at de begyndte at tælle ned.

Da nedtællingen var slut, gav først pigen, derefter drengen, og til slut manden, mutter et kys, og vi blev klar over, at det altså var hendes fødselsdag, der skulle fejres. Jeg kunne ikke lade være med at zoome ind på dem med kameraet og taget et billede, som de stod der lidt for sig selv og lidt i læ og havde det røve-hyggeligt med at fejre mors fødselsdag. Ak ja, sådan er verden jo egentlig fuld af små søde overraskelser, det gælder bare om at have øje for dem.

Da vi gik fra restauranten mod campingvognen, holdt der omkring 40 turistbusser på pladsen. Der var busser fra bl.a. Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Belgien, Holland, Italien, Østrig og Spanien.

Det var begyndt at blæse mere, og vi måtte kæmpe os frem mod vinden hen til campingvognen. Det er nærmest storm i øjeblikket, men man kan ikke se det, for der er intet her, der kan bevæge sig – ingen træer og ingen buske. Men vi kan mærke det i campingvognen, og vi kan høre vinden suse. Vi har tændt for varmen, og i grunden har vi det rigtig hyggeligt. Nu vil vi være her hele natten, og nyde det – måske vil vi også sove lidt.

Og i morgen vil vi køre herfra igen med en stor indre glæde over at vi gjorde det, og at vi kom til at opleve det hele på Nordkap. Det barske, momentvis næsten uhyggelige vejr, det hurtigt omskiftelige vejr, det pragtfulde lys og den dejlige skinnende sol vi så ved midnatstid.

5. juli.

Det blev en voldsom nat, og til tider næsten uhyggelig nat. Vinden tiltog i styrke i løbet af natten, og campingvognen knagede i sammenføjningerne. Af og til lød det, som om et af benene gav efter, men en udvendig inspektion viste, at alt stod vel til. Det lød bare meget værre inden døre, end det nok rent faktisk var.

Da kl. var ni, havde vi 4 graders varme inde i vognen, så jeg listede op og lagde en pind i kakkelovnen og nappede derefter et kvarter mere i den varme seng.

Vi forlod Nordkap kl. ca. 1030 i taknemmelighed over en stor oplevelse rigere. På vejen ned ad Nordkapvejen mødte vi de første turister på vej op for at opleve den næste midnatssol.

Inden vi kørte gennem tunnelen for at komme over til fastlandet igen, besøgte vi Skarsvåg. Et lille hyggeligt, men formentlig til tider barskt fiskerleje, der ligger lidt syd for Nordkap. Skarsvåg er verdens nordligste fiskerihavn. Det blæste stadigt en hård kuling, og ind i mellem var der kraftige regnbyger.

Vi opgav at gå ad stien over fjeldet til Kirkeporten, da vi anså det for farligt i det vejr. Man bliver utrolig hurtigt underafkølet i den kraftige vind, hvis man samtidig bliver lidt våd. Og vi så jo i går, hvor hurtigt vejret lukker helt til, og vi havde ikke lyst til at miste orienteringen på fjeldet i det vejr.

Altså blev vi i den varme bil og kørte videre sydover ad E69. Honningsvågtunnellen, der fører tilbage til fastlandet er næsten 7 km lang, og længst nede er den 212 m under havets overflade. Endnu engang blev vi imponerede over, hvordan man kan bygge sådanne vejforbindelser.

I Olderfjord kørte vi igen ind på E6, som vi nu skulle følge til Karasjok, hvorefter vi skulle ad vej 92 mod Finland.

Mange steder i Finnmarken står stednavne m.v. på 3 sprog – norsk, finsk og formentlig samisk. Byskiltet i Karasjok var dog kun på 2 sprog.

Vi havde 307,50 norske kr. på lommen, og dem brugte vi på diesel i Karasjok. Det gik hurtigt, for i Karasjok tog man overalt 11,53 kr. for diesel.

Med tanken godt og vel halvfuld, krydsede vi grænsen til Finland og kørte østpå mod Kaamanen. Det var en øde vejstrækning stort set uden sving, og vi mødte vist kun 4 eller 5 biler på den 70 km lange tur.

I Kaamanen kørte vi ind på tanken og fyldte op med diesel til 1,10 EUR pr. liter. Det viste sig, at vi var kommet til det helt rigtige sted. Der var mulighed for campering i området bag tanken og helt ned til elven.

En overnatning koster 13 EUR uden strøm, men til gengæld er der gratis bad.

Da vi steg ud af bilen blev vi overfaldet af myg, men stikkene kløede kun et øjeblik, og vi var hurtigt inde i beskyttelse bag myggenettet.

Karen lunede frikadeller fra fryseren til en dåse ærter og gulerødder. Det smagte herligt med et par stykker brød til.

Efter aftensmaden gik vi i receptionen, hvor der var ganske hyggeligt. Her er vi langt ude på landet, og tilsyneladende fungerer tanken som hotel, hytteudlejer, restaurant, posthus, tank, spillebule, lokal kro og souvenirkiosk på én gang. Karen fik en cider, og jeg nød feriens første 0,5-er, mens vi sad og sugede indtrykkene til os. Der var gratis avis, som vi selvfølgelig benyttede os af. Det eneste vi kunne forstå var dog, at en pige, der hedder Jesse fylder 1 år en af dagene, og der var oven i købet billede af hende.

En lokal buschauffør kom ind med chaufførtaske, som rutebilchaufførerne benyttede i DK for ca. 50 år siden, hængende langs højre side. Han afleverede postpakker og drak en kop kaffe, mens han snakkede lidt med pigerne, og så var han i øvrigt klar til at fortsætte ruten.

Et par finner – formentlig lokale – med en pæn lang dolk langs siden, drak øl og råbte højt, og havde i øvrigt et udseende, der ledte tanken hen på filmen: Udflugt med døden.

Nå, vi sover nu ganske roligt i nat.

6. juli.

Vi har givet blod i nat – både Karen og jeg. En sværm myg havde fået den gode ide at kravle ind gennem den ellers lukkede tagluge i toilettet og derefter ud under døren og ind til os, hvor de skiftedes til at tage for sig af retterne. Jeg fandt først ud af det hen på morgenstunden, og så blev myggenettet sat for og myggene inden for blev nakket en efter en. Jeg fandt hurtigt ud af, at de der havde spist skulle aflives en smule forsigtigt, for ellers blev der en ordentlig plet, der hvor den måtte lade livet.

Vi nød morgenmanden inden døre og gjorde klar til at køre. Myggene var der stadig, men var ikke så aggressive på denne tid.

Turen i dag gik gennem endeløse skove og langs smukke søer og vandløb af forskellig beskaffenhed. Der var langt mellem bebyggelserne, men af og til lå der alligevel en lille klat hytter – fortrinsvist brugt til fritidsbrug. Af og til så vi et telt og et par hytter - formentlig brugt af lapper i forbindelse med deres rendrift.

Overalt løb der rener i skovkanten og mange gange også på vejen.

Det var helt tydeligt, at de var vant til trafikken og vant til, at der blev taget hensyn til dem. Ofte gad de ikke flytte sig, så vi måtte køre uden om. En enkelt ren ville løbe om kap med os, så den galoperede af sted på midterlinien helt tæt ind til bilen. Jeg rullede vinduet ned og gav den et par hånlige ord om dens formåen med på vejen. Derefter speedede vi op og kørte fra den. I spejlet så jeg, at den optog et kapløb med en motorcykel – stadig på midterlinien – men også her måtte den opgive.

I byen Ivalo gjorde vi et ophold og gik en lille tur i byen. Vi handlede lidt mad ind og købte også en badedragt til Karen.

Her i Finland er priserne ca. de samme som i DK – måske endda lidt billigere. Vi flottede os og købte et helt kg nye kartofler til 6 kr. Den tilsvarende mængde kostede 45 kr. i Norge. Tomater kostede 48 kr. pr. kg. i Norge – her i Finland gav vi kun ca. 10 kr. pr. kg.

Vi købte også nogle isvafler. Vi har jo en dejlig stor fryser i vores nye campingvogn, og der er plads til lidt af hvert. En pakke vafler med 8 stk. koster 24 kr. Normalt giver vi ca. 15 kr. for en tilsvarende isvaffel, når vi køber den på tanken eller lignende.

Efterhånden, som vi kom længere syd på og nærmede os polarcirklen igen, blev landet mere frodigt, temperaturen steg op til ca. 23 grader, og der begyndte at være landbrug langs vejen.

Vi standsede på polarcirklen for at opleve lidt af julemandens sommerresidens. Det gik bestemt ikke stille for sig. Der var julemusik i hele området og det kunne lade sig gøre at blive fotograferet sammen med julemanden. Der var flere forskellige muligheder for indkøb af souvenir, hvoraf mange havde tilknytning til julemanden. Det var et kæmpeområde med en enorm tilstrømning af turistbusser, campingvogne og personbiler.

Temperaturen havde på dette tidspunkt sneget sig op på 25 grader, så det var en lidt anden oplevelse at passere cirklen her i Finland end det var i Norge.

I Rovaniemi kørte vi en tur ind gennem byen og op gennem hovedstrøget - bare for lige at vise finnerne, at vi havde fået ny campingvogn. På vor vej kunne vi se en dejlig campingplads på den anden side af floden, og vi besluttede os til at overnatte her, hvis der var plads og ikke alt for mange myg.

Den venlige pige i receptionen anbefalede os at lægge os helt ud til vandkanten, hvor der var dejlige pladser ledige, når vi ikke skulle bruge strøm, og der var heller ikke myg af betydning.

Vi stillede op og gav os til at grille nogle marinerede mørbradbøffer, som vi havde i fryseren. Karen havde varmet en dåse thaisuppe, som vi fik til forret, og det blev et rigtigt lækkert måltid.

Et slag Triominos blev det også til, inden det blev lidt køligt og vi måtte gå indenfor. Vi har den smukkeste udsigt i første parket til floden og til byen på den anden side. Vejret er pragtfuldt, og folk hygger sig rundt omkring. Her er ingen fastboende, og ingen hytter – kun campister. Det koster kun 20 EUR at være her, og vi skal ikke betale ekstra for bad.